Om MMALP

Mange måder at lære på - Mange måder at være på

Børn er født genetisk og unikt højprogrammerede. Og børn eksisterer som alle andre i en unik rumtids-placering, som indebærer, at de med deres unikke forudsætninger gennem hele livet bearbejder unikke sanseindtryk. Mennesker er simpelthen forskellige, og de har dermed per definition forskellige talentprofiler.......

Noget af talentet angår imidlertid evnen til at lære på bestemte måder, og som alle ved, er det lettere at lære noget på visse måder end på andre. Fx er det lettere at lære straffespark ved at sparke til bolde end ved at høre lærere fortælle om det. Det er også lettere at lære et sprog ved helt konkret at høre og tale det, end det er at høre og tale om det. Tag til Frankrig, hvis du har brug for at lære fransk i en fart. Tag til Venedig, hvis du har brug for at lære - og ikke mindst huske - en masse om Venedig.

Alle ved det: visse måder at lære et bestemt stof på fungerer bedre end andre - for alle.

Hvad der imidlertid har været mindre opmærksomhed på er, at der også er store forskelle på, hvordan vi bedst lærer det samme stof. Fx har nogen elever lettere ved at lære om Svenskerkrigen (som Danmark, uden at blive nævnt, altså også var med i) ved at lære om den, mens andre har lettere ved at forstå den ved at lytte til læreren fortælle om den eller se en video - mens atter andre simpelthen skal have våben i hænderne eller arbejde konkret med det, før de får det "ind under huden". 

At vi ofte er tilbøjelige til at betragte elever som en ensartet masse skyldes formodentlig delvis, at mange skoler er optimerede til masseproduktion af kompetence, fordi skoler for de brede befolkninger blev etableret, mens industrialderen var på sit højeste i midten af 1800-tallet.

Men børn er altså forskellige, og fra første færd udvikler de sig unikt i sampil med deres unikke omgivelser. Hvis vi ønsker en effektiv skole, er vi derfor nødt til at indrette den, så det bliver muligt at bringe det bedste frem i hver eneste elev.  

 "Det er ikke sjovt, hvis det ikke er alvor".                                                                                                (8-årige Josephine om fodbold). 

hhk/

Universe Research Lab - Alsion 2 - 6400 Sønderborg - Danmark - Tlf.: 65 50 81 80 - E-mail: info@universeresearchlab.dk